28. oktober 2014
26. oktober 2014
Racing Festival i Roskilde..
Der har været lækker motorstøj i byen denne weekend.. Østre Ringvej har været lavet om til Roskilde By-Ring. Thorkild Thyrring havde samlet et imponerende flot felt af hurtige biler og dygtige kørere der kunne styre dem. Jeg har sjældent set så mange storsmilende mænd og drenge langs Østre Ringvej.. :-)
20. oktober 2014
Blandede bolsjer fra stranden..
Jeg bruger ikke meget tid på stranden når jeg er på ferie, hvis og når jeg kommer i nærheden af en strand, er det altid for en kortere bemærkning, måske for lige at dyppe tæerne, eller for at få en kop flydende på den nærmeste strandbar. Det er aldrig mig man finder i en strandstol eller liggende på ryggen med næsen i solen, det har jeg ikke temperament til, men når vi er der, har jeg som regel kameraet med, der er altid gode og farverige motiver at finde ved vandet..
19. oktober 2014
Klar til skorstensfejeren..
Vi har haft dejligt besøg i skoven af Karin og Hr. Olsen. Heldigvis holdt det tørvejr lørdag, så vi kunne komme en tur ud i skoven og lede efter “The Big Five”, denne gang faldt valget på svampe.. 5 forskellige slags, ikke noget krav om at de skulle kunne spises, de skulle blot fotodokumenteres, og det blev de.. Efter skovturen lørdag eftermiddag kastede John og Hasse sig over projekt “Tagstige til skorstensfejeren”. Sidst han var for at feje skorsten meddelte han, at han ikke kunne udføre fejning, da der ikke var nogen tagstige.. Det har der aldrig været, men nu er det et krav. Vi har selvfølgelig ikke lyst til at han skal falde ned fra vores tag, så vi havde anskaffet os en stige, men sådan an en skal jo monteres, og det var ikke helt så nemt som de to herrer havde forestillet sig. Lørdag aften blev det mørkt uden at stigen blev sat fast på taget. Tagkonstruktionen er lavet rigtig godt med et meget fint og tæt undertag, så man ikke kan se hvor lægterne er, hverken indefra loftet eller udefra, og lægterne skulle findes til at fastgøre stigen på. Selv om vi stod op til øsende regnvejr i morges, havde John bestemt ikke tænkt sig at give op, han kravlede ind på loftet og begyndte at bore huller i undertaget indefra for at lokalisere de drilske lægter, og glæden var stor da han fandt dem og stigen kunne fastgøres. Nu kan skorstensfejeren endelig komme på tagryggen igen uden risiko for at glide ned af det spejlglatte tag. 1000 tak for hjælpen Hr. Olsen :-)
Som kompensation for dagens møgvejr blev der skruet op for farverne da solen gik ned.
17. oktober 2014
Det kan øse, det kan pøse…
Er der andre end mig, som har været spejder og trampet rundt i regnvejr og sunget med på den sang..?? Det må være dagens tunge og vedvarende regn der fik sangen til at dukke op i hovedet på mig i dag.
Jeg gider ikke vise billeder af regnen, derfor er her en varm sol-palme. Nu er jeg på vej på weekend i det lille hus i skoven, i morgen dukker et vennepar op som ikke har været der før, så jeg håber vejrudsigtens varsel om sol og pænt vejr kommer til at holde stik. Den farverige efterårsskov behøver ikke være våd når den skal vises frem. :-)
16. oktober 2014
Las Cuevas i San Miguel de Salinas..
Golf fylder en del når vi er i Spanien, og det gør mad også.. :-) Efter en god runde golf på Lene og Carstens hjemmebane - Las Colinas, kørte vi sammen ned til deres nærmeste by San Miguel de Salinas, hvor der skulle være et par gode spisesteder. Med lidt hjælp fra en lokal, fandt vi vej til hulerne.. Et utroligt sted.. jeg har aldrig set noget lignende. Vi ankom ad bagvejen, hen over taget og gik ned gennem restaurant-hulerne til forsiden, da jeg fik samlet underkæben op kom kameraet på arbejde. Her er en stribe billeder fra min tur gennem hulerne.. Selv om der var mange sjove og spændende huler, valgte vi at bede om at sidde ude på terrassen, hvor værten hurtigt dækkede op til os.
Det var ikke maden der gjorde dette besøg til en kæmpe oplevelse, det var stedet.. Vi var der en mandag hvor spisekortet bød på almindelig spansk mad, ikke noget prangende, men god og solid mad. Vi ville gerne ha’ haft tapas, men det serverede de kun i weekenderne.
Og til sidst.. Udsigten fra turen over taget til og fra hulerne..
Vi kommer helt sikkert tilbage til Las Cuevas, og næste gang bliver det en lørdag eller søndag til den store tapas-buffet.
15. oktober 2014
God og godt brugt ferie til salg..
Man kan ikke just påstå jeg har overrendt blogland de sidste par uger, hverken med kommentarer eller indlæg, men nu vil jeg se om jeg kan komme lidt på banen igen.
Vi har holdt den dejligste efterårsferie sammen med gode venner under Spaniens skønne varme sol, hvor jeg både fik tæerne i Middelhavet og hele kroppen i poolen. Vi har selvfølgelig spillet golf på nogle af de dejlige baner der er dernede, herover er det Las Colinas en tidlig morgen lige før solen brændte rigtig igennem og gjorde dagen til nok en varm og solrig en af slagsen.
Nu er vi tilbage i efterårsramte Danmark, men jeg tænker der kommer flere sol-og-varme-billeder fra mig de kommende dage.