29. juli 2014
En flydende by..
Vi ville en tur til Gouda, og vi ville se lidt andet af Holland end motorvejene på vej derned. Derfor satte vi GPS’en til undgå motorveje og køre korteste rute, det har vi før haft stor fornøjelse af, som regel tager det noget længere tid, men vi kommer på små veje vi ikke selv ville ha’ fundet og valgt. Vi blev ledt af små snørklede veje, gennem landsbyer og skove forbi marker og kanaler. Desværre var vejret ikke rigtig til sightseeing, det øsede ned det meste af turen, men da vi nåede til Reeuwijk-Dorp måtte jeg altså ud i regnen og tage billeder.
Det så ud som om hele området var et stort flydende stykke land. Der var kanaler og vand overalt. Husene lå på hver deres lille ø hvor en bro fra vejen til øen gjorde dem landfaste.
Nogle marker var kæmpe kasser på pæle..
Hortensiaer, åkander og andemad fyldte kanalerne, det var virkelig utrolig flot og anderledes, det kan bestemt ikke have været helt billigt at anlægge veje, piloterer og bygge huse i det område.
28. juli 2014
Så tar’ vi cyklerne frem..
Vi er mange som cykler her i DK, men Holland slår os med flere længder, der er cykler overalt og i alle afskygninger. Cyklisterne er konger, de har magten og de bestemmer. Vi hørte sjældent et bilhorn i den uge vi var dernede, men ringklokkerne på cyklerne var ustandselig i brug. Ind i mellem sprang vi for livet, når cyklerne kom susende i gågader, på torve og alle vegne hvor vi ikke lige forventede at de havde fortrinsret.. P-hus for cykler v. Haarlem station..
Mange steder var fortovene stuvende fyldt med parkerede cykler, hvis man ville forbi måtte man ud på cykelbanen, og så var det om at se sig for, en cykelist viger ikke for en fodgænger, man bimler arrigt med klokken for at markere at vi var på gale veje, vi skulle flytte os, og det kunne kun gå for langsomt.
Alternativ parkering..
Vi fik fortalt, at kanalerne i Amsterdam er 3 meter dybe, den øverste meter er vand, den midterste meter er mudder og den sidste meter er cykler.. :-)
Kreativ anvendelse af cykeldele..
21. juli 2014
Feriefornøjelser..
20. juli 2014
Ny fugl i skoven..
Vi landede her i skoven midt på eftermiddagen, og mens vi sad og nød stilheden og det at være her igen, opdagede Hasse en fugl vi ikke har set her tidligere. Jeg listede ind og hentede kameraet, hvis jeg kunne få et billede af den, var den nok lidt nemmere at artsbestemme. Vi var enige om at det måtte være en spætte af en eller anden slags, og via min ganske udmærkede Fugleguide-app fandt vi hurtigt frem til at vi havde besøg af en ung grønspætte..
19. juli 2014
16. juli 2014
Midtvejskrise..
er slet IKKE i spil her. Nej det handler om at vi er midtvejs i vores sommerferie, vi har stadig halvdelen af de 3 uger foran os. Den første halvdel af ferien er fantastisk godt brugt.
Vi nåede aldrig helt til Belgien, vi blev i Holland. De første dage boede vi i Haarlem, hvorfra det var nemt at tage toget til Amsterdam, derefter kørte vi mod syd, men nåede aldrig længere end til Gouda, hvor vi overnattede før vi ville fortsætte til Antwerpen,
men vejrudsigten lovede regn syd for os og sol nord for os, så valget var egentlig ret nemt. Vi pakkede taskerne og kørte nordpå til Groningen, der blev vi til søndag, hvorefter vi pakkede igen og stak næsen hjemover.
PC’en har skam været med på tur, det tog den absolut ingen skade af, den lå trygt og godt i tasken hele vejen, så blogindlæg med billeder fra Holland har jeg ikke bombarderet jer med.. endnu.. :-)
Vi var i Holland mens de sidste VM-kampe blev spillet. Holland var jo med i opløbet om en finaleplads, men desværre lykkedes det dem ikke at nå hele vejen til tops, bronzemedaljerne sikrede de sig heldigvis uden de store problemer.
Når Danmark rammes af fodboldfeber, er feberen pakket ind i rødt og hvidt, samme farver som vores smukke flag. Fodboldfeberen i Holland er orange så det vil noget, og mange steder var det rigtig meget orange.
Roskilde går orange en uge mens der er festival, jeg vil tro Holland har været orange hele den måned der blev spillet bold i Brasilien.
11. juli 2014
4. juli 2014
Strand-eftermiddag..
Vigen strandpark lagde græs, sand og vand til et par timers strandliv i eftermiddags.
Sofie fortsatte vandpjaskeriet på terrassen i Himmelev.
Egentlig skulle jeg først gå fra til ferie i dag, men jeg tog forskud på glæderne og er startet min ferie med en skøn fridag.. :-)
3. juli 2014
Chiliavler in spe..
I foråret fik jeg en lille fin chiliplante af Helene. Det ser ud til at den trives fint i en potte på altanen. Jeg prøver at huske at vande den, og ind i mellem får den endda også en smule chiliegødning. Den kvitterer for omsorgen ved at sætte et utal af små hvide blomster, som i løbet af kort tid bliver til små gule chiliefrugter.
Flere af vores gæster har spurgt til sort og styrke, mit svar har været.. Det er en chili, mere ved jeg ikke.. :-) Men det ved Helene heldigvis, og hun har sendt mig dette..
Min chili er en:
Hot Palette, Cap. annuum - En helt speciel chili sort, med smukke brogede blade og oprette frugter som "ild i håret". Frugterne er som umodne helt lys gule, siden orange og sidst røde. Planten er oplagt til krukke med kun 20 cm i højden.
Styrke 5-6
Nu skal jeg lige finde ud af, hvordan jeg sikrer at den ikke dør af tørst de næste par uger, jeg overvejer lidt at sende den på ferie, hvis jeg kan finde en kærlig chilipasser.
2. juli 2014
Turen går til..
Ferieland
Ferie i juli måned.. Det føles underligt, at jeg går fra til ferie i morgen eftermiddag. De sidste mange år har jeg holdt ferie fra midt eller sidst i august måned. Når alle andre var tilbage fra ferie, så trak jeg stikket og holdt ferie.
Sådan bliver det ikke i år, jeg holder ferie samtidig med de fleste, det bliver ferie mens nætterne stadig er lyse og lange, mens alt er åbent alle dage, hvor der vil være masser af ferietrafik på vejene. Det bliver også ferie samtidig med de skolesøgende børn, jeg tænker at det sidste nok ind i mellem vil teste min toleranceevne, tålmodighed og rummelighed.. :-)
Vi begynder ferien med en 60 års fødselsdagsbrunch søndag formiddag, om eftermiddagen pakker vi bilen og kører til Sønderjylland, hvor Lene og Per venter. Mandag morgen kl. 4 kører vi sammen med dem sydover. Vi har ikke booket overnatning nogen steder, vi har bestemt os for at tage tingene som de kommer. Vi vil gøre som vi så ofte har gjort når vi holder ferie, vi vil bruge turistbureauerne rundt omkring, de har ofte gode kontakter til hoteller og private udlejere. Vi vil også benytte os af, at det netop er ferie-høj-sæson, de store og dyre hoteller har tit gode tilbud til feriefolket, når værelserne ikke er booket af forretningsfolket. Vi har før været heldige at få store værelser / suiter til billig penge, når vi bare kommer ind fra gaden uden en bookning.
Den løse og flytbare plan er at komme i nærheden af Amsterdam på mandag, om det holder vil tiden vise.. :-)