40 år på samme arbejdsplads, flot og festlig modtagelse med flag og pyntning i morges og reception i eftermiddags.
Det er ret godt gået, tænker jeg, både af medarbejderen men også af firmaet. Med til historien hører, at det er det fjerde 40 års jubilæum vi har fejret inden for det sidste årstid til halvandet, dertil kommer et væld af 25 års jubilæer. Jeg arbejder i en virksomhed der rundede 100 år i slutningen af forrige årtusinde, vi er ca 160 ansatte, så der vil vel altid være nogle der bliver ved længe. Der er da også nogle der ikke bliver der ret længe, men sådan er det vel alle steder.
Hver gang vi har disse jubilæer rumsterer det lidt i mit hoved, hvad er det der gør, at der er så mange meget erfarne mennesker i virksomheden, med en kæmpe stor viden om hvem vi er, hvorfor vi er det og hvordan vi er blevet til den virksomhed vi er i dag. Hvorfor søren bliver de hængende i samme ”hus”. Er det trygheden, er det dovenskab, er det fordi de ikke kan finde andet eller er det måske fordi virksomheden har udviklet sig, og har forstået at føre en personalepolitik der fastholder medarbejdere og udvikler dem. Jeg ved ikke hvad grunden er, der er nok ikke bare en enkelt grund. Det er sikkert en kombination af mange ting og formentlig også nogle tilfældigheder.
Jeg har spurgt flere af jubilarerne, hvorfor de er blevet hængende i virksomheden i alle disse år, og svaret har samstemmende været: ”Jamen det var egentlig heller ikke meningen, jeg ved ikke helt hvorfor, men tiden er gået så hurtigt, jeg kan slet ikke forstå det er så længe siden jeg startede. Og jeg har hele tiden fået lov at udvikle mig, at få nye og spændende arbejdsopgaver, og så har vi det jo også godt og sjovt”
Jeg startede selv i virksomheden i 1996, og havde bestemt ingen planer om at jeg skulle være der i al evighed Amen, men jeg er der endnu, og stort set af de samme lidt diffuse grunde, som alle de andre. Selvfølgelig er det også hårdt og surt og træls ind i mellem, vi har ikke tid og ressourcer til alt det vi gerne vil, vi når heller ikke altid alt det vi skal. Bundlinjen for mig, og for mange af mine skønne kollegaer, er at vi på godt og ondt holder af, at være lige netop der.
Hvorfor skriver jeg om det her.. ja det gør jeg fordi jeg synes det er imponerende og fantastisk, at være i samme virksomhed i 40, jeg synes det er godt gået af både medarbejderne og af firmaet.
Jeg har den samme undren når jeg oplever to mennesker der holder guldbryllup, men det er jo en helt anden historie…
Hvad er lykke egentlig?
6 timer siden
Spørgsmålet er måske hvem det er der "rigtig" på den og hvem der "galt" på den. I forhold til langvarige arbejdsforhold. Jeg kan SLET ikke forstå at man kan blive på det samme sted i SÅ mange år. Men tænker nu ofte at det må være mig der krudt i R.... !
SvarSletMen ja, jeg deler din undren...også over det med guldbryllupperne :-)
Ha' en vidunderlig onsdag
Jeg tror, det var en anden tid dengang, Inge - det var simpelthen almindeligt, at man blev samme sted. Og når der først er gået over 20 år er det sværere at skifte. Der hvor jeg arbejder (DR), har vi oplevet mange 40-års jubilarer.
SvarSletOg i vores forældres tid var det endnu mere almindeligt, at man var var ansat for 'livet'.
Kære Annette og Madame
SvarSletJeg tror ikke på at nogen er "rigtig" eller "gal" på den, jeg hælder mere til, det som Madame kommer ind på, nemlig den tid vi lever og levede i, sammenholdt med alderen af virksomheden og "ånden" i samme.
Jeg tænker at min undren opstår fordi jeg er et produkt af min tid, af den tid jeg lever i, hvor det er mere reglen end undtagelsen at skifte både job og partner ud, forholdsvist jævnligt. Så 40 og 50 års jubilæer bliver formentlig sjældnere og sjældnere.
Ha' en fornøjelig og dejlig dag Annette og Madame
Kh Inge