Hval eller havfrue...

Jeg har fået den her historie på mail i dag, og afsenderen har givet mig lov at smide den ud her.
Jeg synes simpelthen den er så skøn, og tænker at der nok også er en eller to derude der kunne glæde sig over den.

For nylig kunne man i vinduet på et motionscenter i en større fransk by se en plakat, der viste en ung, slank og solbrændt kvinde.

Teksten lød: ”Vil du være en havfrue eller en hval til sommer?”.

En midaldrende kvinde, hvis fysiske træk ikke helt levede op til kvinden på plakaten, svarede i fuld offentlighed på det spørgsmål, som motionscentret stillede:

Til hvem det måtte vedrøre,

Hvaler er altid omgivet af venner (delfiner, søløver, nysgerrige mennesker).
De har et aktivt sexliv, bliver gravide, og får bedårende baby-hvaler.
De tilbringer pragtfuld tid i selskab med delfiner, mens de propper sig med rejer.
De svømmer i havene, og ser smukke steder som Patagonien, Beringshavet, og Polynesiens koralrev.
Hvaler er fantastiske sangere, og har endda indspillet cd’er.
De er fantastiske skabninger, og jages stort set ikke af andre end mennesket.
De er elskede, beskyttede og beundrede af næsten alle i verden.

Havfruer eksisterer ikke.
Hvis de gjorde, ville de stå i kø foran argentinske psykoanalytikeres klinikker, på grund af identitetskrise – fisk eller menneske?
De har ikke noget sexliv, fordi de dræber alle mænd, der kommer i nærheden af dem – for slet ikke at tale om: hvordan skulle de overhovedet kunne dyrke sex? Kig på dem - hvor er DEN?
Derfor får de heller ikke børn.
Og i øvrigt: hvem gider være sammen med en pige, der lugter som en fiskeforretning?

Valget er åbenlyst for mig: jeg vil være en HVAL!

P.S.: vi befinder os i en tidsalder, hvor medierne fylder vores hoveder med en idé om, at kun tynde mennesker er smukke, men jeg foretrækker at nyde en is sammen med mine børn, en god middag sammen med en mand, der får mig til at sitre, og et stykke chokolade sammen med mine venner.
Med tiden tager vi på, fordi vi lagrer så meget information og klogskab i vores hoved, at der ikke længere er plads nok, og derfor fordeler det sig ud over resten af vores krop.
Så vi er ikke tunge – vi er enormt kultiverede, veluddannede og lykkelige!
Fra i dag vil jeg, hver gang jeg ser på min bagdel i spejlet, tænke: ”Hold da helt op – se lige hvor KLOG jeg er!”